I dette foredrag argumenterer Steen Nepper Larsen for, at dannelsestænkningen danner en vital ramme for det pædagogiske arbejde. Dannelse er kritikkens forudsætning – og kritikken rummer muligheden for, at selvstændige borgere og pædagogiske aktører kan nytænke samfundets uddannelsesinstitutioner og erhverve sig et større og friere udsyn. Men dannelsen er kommet under pres, og pædagogikken underlægges konkurrencestatens paradigme om livslang læring og kravet om indholdsløs omstillingsparathed. Resultatet risikerer at blive til en ensretning, kortåndethed og bevidstløs reproduktion – mere af det samme. I dette foredrag inviterer Steen Nepper Larsen deltagerne på en tour de force gennem læringens idéhistorie og lægger en kritisk diagnostik ned over samtiden, hvor et ideologisk bestemt læringsregime forsøger at henvise pædagogikken og dannelsen til at indtage de bagerste sæder i bussen. Foredraget henvender sig til alle, der beskæftiger sig med at danne og uddanne mennesker og som har en holdning til hvilken retning vi bevæger vores samfund i.

Vi står på tærsklen til den plastiske hjernes æra. Hjernescanninger viser os, at hjerner også er socialt og individuelt formbare, de er livslangt foranderlige og overraskende plastiske. Begrebet ’den sociale hjerne’ har holdt flyttedag - neurovidenskaben har lært noget af sine kritikere. For 10-20 år siden tjente det blot som eksplicit modstandsbegreb, som skulle demonstrere den naturvidenskabelige blindhed, stakåndethed og reduktionisme; men nu gør neurovidenskaben begrebet om den plastiske hjerne så rummeligt og indbydende, at alle mulige ikke-naturvidenskabeligt funderede eller skolede forskere og lægmænd drages med i dette åbne paradigme, der tilføjes et dynamisk, men frem for alt biologisk underlag. For hvorfor tror nogle neurovidenskabelige forskere, at sandheden om mennesket nødvendigvis skal søges inde i hjernen, og er der grænser for hjernes plasticitet?