
Uffe Dreesen
5 ud af 5
Meget inspirerende foredrag og meget oplagt, kompetent og vidende foredragsholder.
Trine Haven Olesen
Janderup menighedsråd
5 ud af 5
Meget inspirerende foredrag og meget oplagt, kompetent og vidende foredragsholder.
Trine Haven Olesen
Janderup menighedsråd
Uffe Dreesen er en passioneret journalist, som har dækket Rusland for TV2 lige siden 2003. Uffe har siden starten af 1990’erne arbejdet på TV2s udlandsredaktion, hvor han har rejst verden rundt for at bringe de vigtigste historier fra verdens brændpunkter. Uffe sætter altid sit hjerte og sin sjæl i sit arbejde for at gøre en forskel.
Uffe var i perioden 2013 til 2020 bosat i Berlin som korrespondent for TV2, men har i denne periode fortsat bevaret sit fokus på Rusland, Ukraine og det øvrige Østeuropa. Den dybt dedikerede og garvede journalist har sin uddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og har yderligere studeret international journalistik i Paris.
Book Uffe Dreesen til et oplysende foredrag om Tyskland og Rusland med udgangspunkt i egen journalistik – og ikke mindst, om livet som journalist.
5 ud af 5
Meget inspirerende foredrag og meget oplagt, kompetent og vidende foredragsholder.
Trine Haven Olesen Janderup menighedsråd
Ikke siden 1949 har Tysklands skæbne været så usikker og flydende, som den er lige nu. Ikke alene har Ruslands angreb på Ukraine rystet landet i sin grundlov, nu har også den gamle allierede USA med Trump i spidsen sået tvivl om landets sikkerhedspolitiske fundament. Alt er i bevægelse, intet er stabilt mere, og hvis der er noget, tyskerne hader, så er det den nyindtrufne uforudsigelighed. Midt i denne perfekte storm har tyskerne ovenikøbet skullet gennem en valgkamp, der i råhed og uforsonlighed ikke er set længe.
Allerede inden Trump & Co rettede skytset mod Tyskland, havde landet oplevet et bittert selvopgør, hvor toppolitikere måtte erkende, at de faktisk tog fejl. Det gjaldt i synet på Rusland, på Kina og på militæret, og i den forbindelse blev også Angela Merkels politiske eftermæle blev set i et helt andet lys.
Nu har den nye CDU-leder Friedrich Merz sat sig for at vende den tyske supertanker. Milliarderne ruller, gældsætning er ikke længere et fyord og atombevæbning er noget, der bliver diskuteret offentligt.
Allerede under pandemien oplevede vi, at det land, vi ellers plejer at beskrive som Europas økonomiske sværvægter, havde nogen alvorlige mangler, når det gjaldt digitaliseringen og hele moderniseringen af samfundet.
Tyskernes forretningsmodel var blevet udfordret af Putins angrebskrig. Tyskland viste sig at være et højhus, bygget på kviksand. Et land, der ikke levede i den virkelige verden men havde indrettet sig gemytligt under den amerikanske atomparaply, og som udenrigspolitisk nægtede at blive voksen. Hvis ikke Putin fik dem revet ud af den vildfarelse, så gjorde Trump det med sin triumferende tilbagevenden til Det hvide Hus.
Vil det lykkes for den nye regering at få den tyske økonomi til at snurre igen, vil Tyskland turde sætte sig i spidsen for Europa, og hvad er der egentlig sket med Angela Merkel, er nogle af de spørgsmål, Uffe Dreesen vil fokusere på i dette foredrag, hvor han trækker på sine erfaringer fra sit årelange ophold i Berlin og regelmæssige reportagerejser i Østeuropa og Rusland.
I syvethalvt år rapporterede TV2s udsendte fra sin balkon i Berlin. I de seneste treethalvt år har TV2s korrespondent Uffe Dreesen været med til at dække den krig i Europa, som Ruslands Vladimir Putin udløste med sit angreb på Ukraine i 2022.
Som Tysklands-korrespondent oplevede han ikke bare et land, som mere og mere slog takten an i Europa men også en nation, der blev konfronteret med dramatiske kriser og egne begrænsninger. Som en af de eneste danske journalister fulgte Uffe Dreesen optakten og starten på den russiske stor-invasion fra første parket i Moskva, hvor han mødte russere, der var lige så lidt forberedt på en militær konflikt som vi i Vesten. Han oplevede, hvad det vil sige at være genstand for det russiske efterretningstjenesters interesse og en dramatisk droneindsats endnu inden krigen var gået i gang.
Med jævnlige reportagerejser i Ukraine har han haft mulighed for at fortælle om den russiske præsidents ”særlige militære operation” og alt hvad den har betydet af død og ødelæggelse. Men heldigvis er livet som journalist andet end kriser, katastrofer og krig, og under overskriften ”Udsyn fra første sal” vil han fortælle om de personlige og professionelle udfordringer, man kommer ud for i arbejdet som journalist.
Indtil det sidste troede vi, at fornuften ville sejre. At Rusland kunne finde på at angribe nabolandet militært var uden for vores forestillingsevne. Men krigen i Ukraine har belært os om, at Vladimir Putins Rusland ikke er et land som vores, og gjort det klart, at det moderne Rusland, vi troede at kende, aldrig har eksisteret. Hvorfor har den russiske præsident valgt at sætte sin egen politiske fremtid på spil, og hvorfor accepterer så mange russere stiltiende krigen, er nogen af de spørgsmål, Ruslands overfald på Ukraine har rejst.
Uffe Dreesen har dækket Rusland for TV2 siden 2003 og dermed fra dengang, da vi i vesten stadig forestillede os, at russerne en skønne dag vil få et samfund som vores. Men vestens og mange russeres forhåbninger er for længst gjort til skamme. Hvordan kunne det komme så vidt, og hvad er det for kræfter, Vladimir Putin har sluppet løs?
Uffe Dreesen har siden 1990-erne været en del af TV2s udlandsredaktion og har rapporteret fra begivenheder over det meste af verden. I perioden fra 2013 til 2020 var han korrespondent for TV2 med bopæl i Berlin men fortsatte med at beskæftige sig med Rusland, Ukraine og det øvrige Østeuropa.
Uffe Dreesen er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og har studeret international journalistik i Paris.