Seksuelle afvigere, utilpassede unge, tyveknægte og sædelighedsforbrydere. Hvor gør man af mennesker, som er uønsket i normalsamfundet, fordi de stikker ud og stikker af? Lægen Christian Keller havde en idé. Man placerer dem på en øde ø. Staten købte Livø i Limfjorden og indrettede i 1911 en isolationsanstalt, som frem til 1961 husede i alt 743 såkaldt ”kriminelle, asociale og moralsk åndssvage” mænd. Anbragt på ubestemt tid og på overlægens nåde. Mændene var afskåret fra omverdenen, ofte i årevis, og for mange var flugt, sterilisation og kastration den eneste udvej. Historien om Livø Anstalten er fortællingen om en helt central side – og bagside – af velfærdsstatens og demokratiets danmarkshistorie. Den er fortællingen om, hvordan et land, for ikke længe siden, behandlede sine afvigere og fortællingen om samfundet og dets skæbner – hvoraf en enkelt siden blev far til en dansk statsminister. Poul Duedahl er professor ved historiestudiet på Aalborg Universitet og medforfatter til bogen "Afvigernes ø".

Musikere og sangere Louise Støjberg og Martin Rauff-Nielsen mødte for et par år siden Poul i forbindelse med åbningen af en museumsudstilling om isolationsanstalten på Livø i Limfjorden. Det stod straks klart, at de havde en fælles interesse for de anbragtes historie, men også en passion, som kommer forskelligt til udtryk. For den ene holder foredrag og de to andre komponerer og spiller musik. Nu kan i få det bedste af to verdener. Det er et tankevækkende stykke danmarkshistorie, som historikeren Poul Duedahl formidler i billeder og tale og kunstnerparret Støjberg-Rauff i sang og musik. Foredraget rummer altså både en poetisk og stemningsfuld koncertoplevelse, og fortællingen om de faktiske forhold på øerne. Forhold som for nylig førte til en officiel statslig undskyldning til de tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen. Livø og Sprogø opstod i 1911 og 1923 som filialer af De Kellerske Anstalter, og rummede frem til 1961 Danmarks såkaldt ”moralsk åndssvage” mænd og kvinder. De to øer var nemlig stedet hvor staten samlede mennesker, som var uønskede i normalsamfundet. I løbet af deres levetid var ø-anstalterne hjem for over 1.200 afvigere – anbragt på ubestemt tid og på overlægens nåde.

Dobbeltforedrag med Jeanette Varberg på baggrund af bogen ”Den Fjerde Rytter - 10.000 års epidemihistorie”. I slutningen af 2019 følte den 57-årige rejehandler Wei Guixian i Wuhan sig småsløj. Hun opsøgte læge for at få hjælp til at dulme symptomerne og vendte derpå tilbage til sin stadeplads på dyremarkedet. Tre måneder senere var smitten ude af kontrol og havde spredt sig spredt i hele verden. For langt de fleste af den moderne verdens indbyggere var det første gang, de så effekten af en verdensomspændende epidemi med den angst og destruktion, som følger i dets slipstrøm. I et historisk perspektiv var den til gengæld forventelig. Frygten for epidemierne er ældgammel, og har stort set alle tider været til stede. I den vestlige verden blev den ofte symboliseret ved den Fjerde Rytter - en gustengul rytter, beskrevet i Johannes’ Åbenbaring, og som bragte sygdom, sult og død med sig. Epidemier er uden sammenligning verdenshistoriens største dræber og overskygger i den sammenhæng klart naturkatastrofer og krige. Flere gange har epidemier ændret historiens gang og været afgørende for, om imperier bestod eller bukkede under og om krige er blevet vundet eller tabt. De berørte samfund har altid set anderledes ud efter en epidemi. I dette foredrag fortæller Jeanette Varberg og Poul Duedahl hele historien, fra de første epidemier blandt de tidligste stenalderbønder, til situationen, hvor hele verdens befolkning blev ramt af COVID-19.

Da omfanget af Anden Verdenskrigs ødelæggelser og nazisternes overgreb mod jøderne blev almindelig kendt, opstod der en udbredt erkendelse af, at der var brug for politisk lederskab på verdensplan, som kunne sikre fred mellem mennesker. Erkendelsen dannede grobunden for Forenede Nationers arbejde med at skabe kollektiv sikkerhed og et internationalt rettighedsmanifest ud fra det etiske standpunkt, at alle mennesker – uanset at de er forskellige – er grundlæggende ligeværdige. Men det var UNESCO - FN’s særorganisation for uddannelse, videnskab og kultur - der i praksis udbredte efterkrigstidens nye menneskesyn. Foredraget fortæller, hvordan de fås menneskesyn i efterkrigstiden gik hen og blev de manges. Poul Duedahl er professor ved historiestudiet på Aalborg Universitet og forfatter til bogen ’Fra overmenneske til UNESCO-menneske’, der udkom i 2017.

FN’s særorganisation for uddannelse, videnskab og kultur – UNESCO – kom til verden i kølvandet på Anden Verdenskrig. Organisationen skulle sikre fred og sikkerhed gennem et omfattende stykke mental ingeniørkunst. Centralt var begrebet ”menneskehed”, der gjorde det muligt at promovere almenmenneskelig sammenhængskraft. I den forbindelse fik organisationen skrevet en menneskehedens historie, som fremhævede menneskenes fælles historie og gensidige afhængighed. Med projektet fødtes samtidig verdensarvsbegrebet, hele menneskehedens fælles natur- og kulturarv og de første verdensarvssteder blev udpeget. Foredraget fortæller om, hvordan det kan være, at netop verdensarven gik hen og blev UNESCOs bedst kendte initiativ. Poul Duedahl er professor ved historiestudiet på Aalborg Universitet og forfatter til bogen ’A history of UNESCO’, der udkom i 2016.

Den tysk-dansk landegrænse udgør en linje på knap 70 kilometer tværs over landkortet mellem Flensborg Fjord og Vadehavet. Grænselinjen adskiller to forskellige territorier, lovgivninger og retssystemer – og to befolkningers syn på, hvad der er uvæsentligt og væsentligt. Grænsen er nemlig også en mental barriere, hvilket gennem tiderne har medført krig og blodige kampe om, hvor den skulle gå. Derfor er Tysklands og Danmarks historie tæt knyttet med grænselandets historie. I dette foredrag fortæller Poul Duedahl om grænsen mellem Tyskland og Danmark fra ca. 1840 og frem. Poul Duedahl tager os med på en rejse fra Kolding til Hamborg og fortæller om de linjer, der har delt områdets indbyggere, og om de veje, som har bundet dem sammen. Om de uoverensstemmelser, som satte spørgsmålstegn ved deres placering, om de krigsuroligheder, som ændrede deres forløb, og ikke mindst om de konsekvenser, som det fik for befolkningerne på begge sider af grænsen. Poul Duedahl fortsætter frem til folkeafstemningen i 1920, som fastlagde den grænselinje vi kender i dag. Poul Duedahl er professor i historie og forfatter til værket ’Grænseland’, som udkom i forbindelse med Danmarks Radios TV-serien af samme navn.

I dette foredrag fortæller Poul Duedahl om de menneskelige vildfarelsers historie, om eksperimenter som gik galt, om kampe som blev tabt og ideer som ingen længere abonnerer på. Fortællinger, der kan være vanskelige at få øje på, men som understreger den gamle sandhed om, at det er sejrherren, der skriver historien. Tag med på en rejse tilbage til en eksotisk tid – 1800-tallet – og stift bekendtskab med den sidste hofnar på Augustenborg Slot, præstedatteren fra Fredericia, som skiftede køn og blev sæbefabrikant, en sort plantageslave, som gik i land på Skagens Gren flere år efter slavetransporternes ophør – og andre af danmarkshistoriens glemte begivenheder. Hør om en tid, hvor samfundsordenen byggede på kadaverdisciplin og samfundsfjender blev brændemærket, tortureret, og fik hugget hovedet af. En tid hvor sindssyge blev tæsket væk, og forbrydere blev sat i isolation til de blev sindssyge, for så at blive eksporteret til udlandet. En tid med statsstøttet pirateri og store huller af lovløshed. Og en tid hvor enkelte lod sig hverve af en kyssekult, mens andre solgte deres sjæl til Djævelen. Poul Duedahl er professor i historie og forfatter til den anmelderroste bog ’Velkommen på bagsiden’, som blev nomineret til bl.a. Blixenprisen og Weekendavisens Litteraturpris. Bogen danner desuden baggrund for tv-serien ’Danmarkshistorien på vrangen’ som blev sendt på DR2.

Siden 1850 har fotografiet været et centralt led i politiets efterforskningsarbejde. Forbryderbillederne giver et sjældent glimt af den kriminelle underverden i en tid, hvor det ellers var forbeholdt velhavere at lade sig fotografere. De er repræsentanter for den første praktiske anvendelse af fotokameraet i Danmark og de udgør samtidig et forvarsel om nutidens identifikations- og overvågningssamfund. I foredraget vil Poul Duedahl vise udvalgte forbryderbilleder fra de danske arkiver og fortælle om baggrunden for, at vedkommende blev fotograferet. Billederne viser nemlig noget om, hvor langt der er fra forbryderstereotyperne til det enkelte individ. Faktisk er det ofte en overraskende og lærerig historie, som førte til, at den portrætterede kom på kant med straffeloven og havnede i politiets blitzlys. Det ved vi. For til ethvert billede hører nemlig hundredvis af håndskrevne sider i form af politirapporter, domstolsager og fængselsarkivalier – dokumenter som langt om længe er blevet tilgængelige. Poul Duedahl er professor i historie og foredraget bygger på bogen ’Forbrydelsens ansigt’, der blev kåret som Årets Historiske Bog 2013.

I november 1892 hævede skarpretter Theodor Seistrup sin bredbladede økse over halsen på den 29-årige forbryder Jens Nielsen i fængselsgården på Horsens Straffeanstalt. ”Hans henrettelse vil befri verden for et menneske uhyre”, skrev The New York Times. På trods af sin unge alder havde Jens Nielsen for længst gjort sig internationalt berygtet som indbegrebet af ondskab. Han stod bag en lang række indbrudstyverier, en brandkatastrofe i London af enorme dimensioner og nedbrændingen af fem gårde og et hus på Sjælland. Han havde siddet indespærret i flere lande og forsøgt at myrde tre fængselsbetjente i Horsens. Øksehugget blev skarpretterens sidste. Siden er ingen mennesker blevet henrettet i Danmark for forbrydelser begået i fredstid. Foredraget belyser baggrunden for dette afgørende skel i retshistorien og går bag om en af Danmarks mest omtalte og berygtede forbrydere. På baggrund af de mange dokumenter om ham i danske og udenlandske arkiver fortælles der om hans vej ind på forbryderbanen, om bekendtskabet med stifteren af Nordisk Film, om årsagen til hans had til offentlige myndigheder og i det hele taget om, hvordan det gik til, at en begavet, ung mand endte på skafottet som øksens sidste offer. Poul Duedahl er professor i historie og foredraget baserer sig på den anmelderroste biografi ’Ondskabens øjne' der blev kåret til Årets Historiske Bog i 2016.

Hvad er klokken? Danskerne kigger på uret i gennemsnittet 18 gange i døgnet, og der er da også rigeligt at holde øje med. Sengetider, spisetider og skoletider - og ikke mindst arbejdstider. Hele grundlaget for at indgå aftaler er, at vi alle har den samme forståelse af tid. I Danmark har vi alle fulgt det samme klokkeslæt siden den 1. januar 1894. Før da havde hver landsby sin egen lokale tid styret af solens gang over himlen. Det blev dog upraktisk, da togene måtte have forskellige køreplaner alt efter om de kørte mod øst eller vest, og telegrammer nåede frem til Viborg før de overhovedet blev afsendt fra København. Universaltiden gjorde i stedet landet til en del af en verden med tidszoner, og fremover var klokken 12 i Danmark, når solen stod højest over Bornholm. Lige siden har de samme timer, minutter og sekunder været den afgørende målestok i en verden besat af tid. I dette foredraget fortæller Poul Duedahl om tiden før og efter, og om 500 års samliv med uret. Foredraget bygger på bogen af samme navn, der udkom i hele 140.000 eksemplarer. Tag med på en tidsrejse med professor i historie Poul Duedahl.