Nagieb Khaja er en internationalt anerkendt og prisvindende journalist og dokumentarinstruktør, hvis film og reportager er blevet vist på BBC, Al Jazeera English, Vice International og Guardian. Nagieb er desuden forfatter og har skrevet en række bøger, heriblandt den anmelderroste, “Historien, der ikke bliver fortalt – om krigen i Afghanistan”. I 2017 udkom Nagiebs bog om hans personlige oplevelser i det krigshærgede Syrien “Du må ikke græde, for så mister du blod”. Han vandt Cavling-prisen i 2021 sammen med kolleger fra Ekstrabladet for artikelserien “Mettes uønskede børn” om de syriske fangelejre. I 2023 blev han sammen med Martin Tamm Andersen også nomineret til en Cavling-pris for dokumentaren “Bedraget i Helmand”.
Nagieb har de seneste 20 år fokuseret sit journalistiske arbejde omkring konflikterne i Afghanistan, Syrien og Israel-Palæstina og er en af de få journalister på verdensplan, som har fået adgang til ledere i jihadistiske grupper som Al-Qaeda og Taliban. Nagieb har desuden instrueret en dokumentarfilm om Al Qaeda i Syrien, Western Jihadis in Syria for Al Jazeera English, hvor han møder bevægelsens talsmand og flere af deres krigere, ligesom han står bag en række andre interessante dokumentarer såsom “Inside The Taliban for BBC Panorama“, “On The Frontlines With The Taliban” og den prisvindende “My Afghanistan”, der handler om de civiles liv i det konflikthærgede Helmand i Afghanistan.
Book Nagieb Khaja til et foredrag, og få indsigt i Syrienskrigerne fra Vesten og krigene i Mellemøsten fra en mand, som har dækket Mellemøsten på tætteste hold og mærket krigenes konsekvenser på egen krop.