Da Ina Kjøgx Pedersens mor, Doris, tidligt i sit demensforløb udnævner datteren til sin sekretær, gør hun det velovervejet og ikke uden en vis selvironi. Der er brug for Inas bistand både i hjemmet og i mødet med den række velfærdsinstanser, der kommer i spil, når en demens melder sig - læge, gerontopsykiatri, visitator, hjemmepleje, demenskonsulent, sygehus og plejehjem - men netop bistand. For selv om Doris’ evne til fx at disponere over egne penge, dvs myndigheden i juridisk forstand, svinder, som tiden går, træder hendes myndighed som førende autoritet i eget liv tilsvarende stærkere frem. Og ved at gøre Ina til sin ’ansatte’ snarere end sin chef, bevarer Doris sin værdighed i relationen. Men hvad med hjælpesystemet? Hvordan aflæser de Doris og hun dem? Og hvad stiller Ina op, når hjemmepleje eller sygehus insisterer på, at det kun er Doris, de kan kommunikere direkte med, men samtidig forventer, at Ina sikrer, at denne kommunikation kan foregå og, ikke mindst, føre til handling? Ina er jo sin mors sekretær, ikke systemets. Hør beretningen om mor og datters færd fra diagnose til plejehjem – og få et indblik i, hvorfor det kan slå gnister på dørtrinnet, når velfærdsstaten banker på hos den generation fra 1930'erne, som den selv bygger på.