Da Charlotte Rørth i 2015 udgav sin bestseller, ”Jeg mødte Jesus”, ændredes danskernes samtale om oplevelser og tro totalt. Det samme skete i Norge og Sverige. Bogen brød mure ned overalt. Pludselig var det ok at tale højt om Gud og engle og meget andet. Kendte lod sig interviewe om deres tro. Men hvad nu? Hvad skal danskerne stille op nu? Er alt bare godt, fordi flere nu taler mere om tro end før? Nej, erfarer Charlotte Rørth, der hver eneste dag får mail fra mennesker, der ofte er ”meget, meget generte”, og gerne vil fortælle om noget, de har oplevet og noget, de tror. Men først og fremmest vil de gerne vide, hvad de skal gøre. Hvordan lever man egentlig med oplevelser og tro i dag? Kan man bruge kirken til noget som helst? Eller Bibelen? Og hvad med yoga eller meditation? Hvad skal man dog gøre? Som journalist har Charlotte fingeren på nutidens puls og samler sine mange års research i et foredrag, der giver praktisk og åndelig inspiration til at leve med en moderne tro. Hun fortæller personligt og gribende om at finde sin vej til at leve med de voldsomme glæder og sorger, som mange andre også oplever i deres liv, og skaber et fortroligt rum, så publikum kan deltage i en åbenhjertig samtale. Charlottes foredrag version 2.0 egner sig både til dem, der har hørt hende før og til endnu ikke besøgte biblioteker, kirker, sognegårde og forsamlingshuse.